1 Hvilken lovgivning gælder?
1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?
I svensk lovgivning finder to forskellige legale rammer anvendelse i forbindelse med lovvalg for ægtefællers formueforhold. Den første legale ramme findes i forordning (1931:429) og er baseret på konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, der indeholder internationale privatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål. Denne forordning blev revideret ved ændringen af konventionen i 2006 og har været gældende siden 1. december 2008. Disse regler finder anvendelse, når begge ægtefæller er statsborgere i en af de kontraherende stater på tidspunktet for ægteskabets indgåelse og efterfølgende tager normalt opholdssted i en af disse stater. Parret skal ligeledes beholde deres normale opholdssted og statsborgerskab i en af staterne (§ 2 a). Såfremt ægtefællerne ikke har truffet anden aftale, anvendes lovgivningen i den kontraherende stat, hvor de tager normalt opholdssted efter ægteskabets indgåelse. Hvis parret på et senere tidspunkt i ægteskabet tager normalt opholdssted i en af de andre stater, anvendes denne stats lovgivning i stedet, når ægtefællerne har boet der i mindst to år. Hvis begge ægtefæller har tilknytning til det nye normale opholdsland gennem deres nationalitet, eller fordi de på et tidligere tidspunkt i ægteskabet havde normalt opholdssted der, anvendes dette opholdslands lovgivning, så snart ægtefællerne har ændret deres normale opholdssted (§ 3 a). Den anden forordning findes i lov (1990:272) om internationale spørgsmål vedrørende ægtefællers og samleveres ejendom. Ifølge § 4, og medmindre der er truffet aftale om andet, underlægges ægtefællernes ejendom lovgivningen i den stat, hvor disse tager normalt opholdssted efter ægteskabets indgåelse. Såfremt de senere tager normalt opholdssted i en anden stat og bor der i mindst to år, finder denne stats lovgivning anvendelse i stedet. Hvis ægtefællerne tager normalt opholdssted i en stat, hvor de begge har nationalitet, eller hvor de på et tidligere tidspunkt i ægteskabet havde normalt opholdssted, finder denne stats lovgivning dog anvendelse så snart, de har taget normalt opholdssted der. Hvis det ikke kan antages, at ægtefællerne faktisk har normalt opholdssted i den samme stat, anvendes lovgivningen i den stat, hvortil ægtefællerne er tættest knyttet. Denne vurdering sker ved vægtning af omstændighederne i hver enkelt sag. Bestemmelserne i lov (1990:272) anvendes i sager, der ikke er dækket af de konventionsbaserede, internordiske rammer. I henhold til de to lovsæt kan der under alle omstændigheder kun anvendes én stats lovgivning. Således har skift af gældende lovgivning tilbagevirkende kraft.
1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?
Hovedreglen for de internordiske rammer er parternes selvbestemmelse. I henhold til § 3 kan ægtefællerne aftale at anvende: a) loven i en kontraherende stat, hvor en af dem havde normalt opholdssted, eller hvor vedkommende var statsborger, da kontrakten blev indgået, eller: b) loven i den kontraherende stat, hvor begge ægtefæller havde deres sidste normale opholdssted på samme tid i løbet af ægteskabet. Parternes selvbestemmelse er ligeledes et princip for de generelle gældende regler i lov (1990:272). Parret kan vælge at anvende lovgivningen i en hvilken som helst stat, hvor en af dem havde normalt opholdssted eller statsborgerskab på tidspunktet for kontraktens indgåelse (§ 3). Under svensk lov er ægtefællernes aftale om lovvalg formelt gyldig, hvis den er indgået skriftligt og underskrevet af begge ægtefæller. Med andre ord skal en aftale om lovvalg ikke registreres hos myndigheder, bevidnes eller udfærdiges i en bestemt form. Igennem deres lovvalg udpeger ægtefællerne den lovgivning, der skal regulere alle de væsentlige spørgsmål angående deres formueforhold inden for rammerne af ægteskabet. Ægtefællernes aftale om lovvalg har tilbagevirkende kraft.
